Kender du vaskeanvisningerne? // Pas godt på dit tøj!

Silketoppen

Den anden dag stod jeg med min beigefarvede fine blondetop i hånden – parat til at vaske den. Den er meget delikat, og det var første gang, at jeg skulle prøve at vaske den. Jeg er super glad for toppen, og jeg vil gerne passe godt på den, så jeg kan få glæde af den i mange år endnu.

Mens jeg stod der med blondetoppen i hånden, blev jeg pludselig i tvivl om, hvordan den egentlig vaskes rigtigt. Jeg vidste, at den er lavet af viskose og silke. Jeg vidste også, at silke ikke kan tåle høje varmetemperaturer og derfor skal vaskes koldt, men hvad med de fine blonder? Hvad kan de tåle? Jeg fandt vaskeanvisningerne frem. De er som regel altid at finde på et mærke på indersiden af tøjet. Til min store overraskelse læste jeg, at blondetoppen slet ikke må vaskes. Det fik mig til at tænke på, hvor vigtigt det er at kende vaskeanvisningerne i tøjet. Hvis jeg havde vasket min blondetop på silkeprogram, havde den måske været ødelagt i dag.

 

Forstå vaskeanvisningerne – og pas godt på dit tøj

Vil man gerne passe på sit tøj, er det rigtig vigtigt at kende vaskeanvisningssymbolerne. Symbolerne angiver, hvad de forskellige materialer kan tåle. Vaskes alle materialer ens, kan man ende med en uldtrøje, der er krympet til børnestørrelse, en silketop der er krøllet og mat eller et blondemønster der er ugenkendeligt efter vask. Jeg kan derfor kun på det kraftigste anbefale. at man sætter sig ind i symbolerne for vaskeanvisninger. Symbolerne findes på et mærke, der sidder fast på indersiden af beklædningsdelen. Hvert symbol angiver, hvordan beklædningsdelen skal behandles ved vask.

Kender du alle symbolerne? Ved du, hvordan du vasker henholdsvis blonder, silke og kashmir? Ellers så læs med her.

 

Lad os starte med et af de symboler, som de fleste er bekendte med – temperaturanvisningen. Den lille balje med vand indikerer, ved hvilken temperatur beklædningsdelen kan vaskes. Maksimaltemperaturen er som regel mellem 30 og 90 grader.

Hvis symbolet med vandbaljen har en eller flere steger under bunden, angiver symbolet, at beklædningsdelen skal vaskes ved skånevask og ved hvilken temeratur. Skånevask er en vask med blidere centrifugering i kortere tid og ved lavere omdrejninger end ellers. Jo flere streger under baljen, jo mindre centrifugering kan beklædningen tåle.

Vandbaljesymbolet med en hånd i angiver, at beklædningen skal håndvaskes, og vandbaljen med et kryds over angiver, at beklædningen slet ikke tåler vask.

Symbolet af en firkant med en cirkel i angiver tørretumbleanvisninger. Et kryds over symbolet angiver, at beklædningen ikke tåler tørretumbling. Er der prikker i cirklen, angiver symbolet, ved hvilken temperatur beklædningen kan tørretumbles. En prik betyder mild varme, to prikker mellem varme og tre prikker høj varme.

Symbolet af en firkant med streger i angiver, på hvilken måde beklædningen skal lufttørre. Symbolet fremgår ofte, når beklædningen ikke kan tørretumbles.

En firkant med en streg i midten angiver, at beklædningen skal liggetørre. En firkant med en buet streg fra toppen angiver, at beklædningen skal hængetørre. En firkant med tre streger angiver, at beklædningen skal dryptørre. Dryptørresymbolet fremgår ofte, hvis beklædningen skal håndvaskes. En firkant med streger i hjørnet angiver, at beklædningen ikke må tørres i sollys.

Symbolet med et strygejern er naturligvis strygeanvisningerne. Prikkerne i strygejernet angiver, ved hvor høj varme beklædningen må stryges. En prik betyder lav varme, og tre prikker betyder høj varme. Symbolet med krydset hen over strygejernet angiver, at beklædningen ikke må stryges.

Sidst men absolut ikke mindst er der forbudssymbolerne. De er symboler, som angiver, hvad beklædningen ikke tåler. En cirkel med et kryds over angiver, at beklædningen ikke tåler rens. Er der ikke et kryds men et P i cirklen, tåler beklædningen rens. Er cirklen med P’et understreget, tåler beklædning kun skånerens.

Trekantsymbolet med et kryds over angiver, at beklædningen ikke tåler klorblegning. Er der intet kryds over trekanten, angiver symbolet, at beklædningen tåler klorblegning.

Ved at kende vaskeanvisningens symboler står du meget bedre, når du gerne vil passe på dit tøj og have glæde af det i mange år. Jeg bruger dem selv i høj grad, og støder jeg på et symbol jeg ikke kender, så undersøger jeg dets betydning.

 

Tak fordi du læste med og rigtig god aften!

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s